Efter de to singleudgivelser ”Fyldt til bristepunktet” og ”En juledag” i november 2021 skulle der alligevel gå noget tid, før jeg var klar til at udgive albummet ”Ånderomantik” med 10 nye selvskrevne sange. Det blev først her d. 16. september 2022, at det hele blev færdigt og klar til udgivelse.
Her kan du læse historien bag de 10 sange, der er kommet med på albummet. De fleste er skrevet inden for de sidste par år, men der er også blevet plads til et par sange skrevet længere tilbage.
Den første sang på albummet ”Ånderomantik” er ”To som elsker hinanden”. Den kom til verden i april 2020. Tekst og melodi kom samtidigt, selvom teksten skulle skrives igennem mange gange, før den kom til at se ud, som den gør nu. Historien er dog den samme. Jeg forestillede mig to mennesker med en lang historie bag sig, der møder hinanden igen og føler hinanden an: Er der mon stadig en chance? Det er et spørgsmål mange par stiller sig selv også selv efter flere forsøg, hvor det er gået helt galt. Det kan man spilde mange år af sit liv på, hvilket man også kan finde gode eksempler på i litteraturen.
Et af de mest klassiske eksempler er vel Marcel Prousts ”Vejen til Swann”, hvor vores fortæller følger den egentlige hovedperson Hr. Swann, der igennem et helt liv kurtiserer en kvinde; de føler hinanden an, er det mon noget? De har et forhold, men så bliver det bare ikke rigtigt til noget. Måske fordi han i sidste ende ikke rigtigt var interesseret i, at det skulle blive til noget. Måske var det i virkeligheden kurtiseringen i sig selv, der var det centrale. Efter flere hundrede siders fortælling lader fortælleren vores hovedperson komme frem til denne noget tragik-komiske erkendelse af ”spildt liv”.
Det kan med andre ord være svært med kærligheden. Man prøver og prøver og det går bare ikke. Den første sang har dette tema som omdrejningspunkt, og derudover bruger jeg et omskrevet citat fra et meget kendt digt af Viggo Stuckenberg. Ved at følge linket her, kan man læse hele digtet, og det er værd at læse. Lige denne tematik vender jeg tilbage til i albummets sidste nummer, der har navn efter Viggo Stuckenbergs digt og hedder ”Nu brister i alle de Kløfter”, men den historie venter vi med, til vi når til omtalen af albummets sidste sang nedenfor.
Anden sang på albummet hedder ”Bare et kys” og blev skrevet i september 2020. Den var egentlig skrevet bare for sjov, men da jeg lyttede til min første optagelse af sangen, gik det op for mig, at den faktisk også kunne noget ud over at være sjov, og så er den også en sang, man kan blive glad i låget over at lytte til. Den ukomplicerede kærlighed, hvor to mennesker, der føler sig tiltrukket af hinanden, laver de første manøvrer, nærmer sig hinanden, og måske er der et kys i luften. Så dermed ”Bare et kys”, ikke noget drama eller komplicerede og modsatrettede følelser, der kan sætte en gevaldig dæmper på glæden. Aske Jacoby kom med ideen til, at sangen skulle lyde lidt som en akustisk udgave af noget man har hørt hos Shawn Colvin, en amerikansk singer/songwriter med rødder i country- og folkrockgenren. Det passede rigtigt godt til den stemning, der i forvejen lå for at blive forløst i sangen.
Den tredje sang på albummet ”Så let” har lidt af en historie bag sig. Den er først og fremmest den ældste sang på albummet, der er kommet med, og det er også den sang, der er mest poppet i udtrykket, synes jeg. Jeg skrev den engang tilbage i slut 90’erne og med en engelsk tekst, der hed ”I feel so Strong”. Det blev så til ”Så let” på dansk. Oversættelsen lavede jeg i november 2020. Jeg synes sangen fungerer godt med den danske tekst, selvom om rimene måske er lidt for påtrængende, men det er en glad sang om at have fundet kærligheden trods flere bump på vejen, og den er lidt en gentagelse af tematikken fra ”To som elsker hinanden” dog med et langt mere positivt udtryk, som en god popsang også kan have.
”Luk nu op” er fjerde nummer på albummet og fortsætter sporet, men musikalsk set er den lid mere avanceret, bl.a. med en markant ændring i karakter, udtryk og tempo midtvejs i sangen. Sangen skrev jeg i februar 2021, og blev lavet som tre sange, jeg pludselig fandt på at sætte sammen til en, da de lignede hinanden ret meget. Teksten var ikke svær at skrive, da temaet allerede rumsterede i mit hoved i forvejen.
Den femte sang ”Du er den eneste” har en lidt speciel historie bag sig. Jeg vil dog gemme den historie for mig selv, medmindre nogen skulle presse på for at ville høre den. Jeg skrev sangen tilbage i midten af 00’erne. Jeg var og er vældig glad for den sang, og derfor skulle den med, og hvad især Aske Jacoby, Kristoffer Sonne og de andre på indspilningen fik ud af den sang er helt specielt. Den skal man glæde sig til at lytte til. Hele arrangementet og instrumenteringen er, som i alle de andre numre, virkelig god.
Den sjette sang på albummet er titelnummeret og hedder ”Ånderomantik”. Indspilningen er helt akustisk lavet i et take, hvor jeg spiller guitar, mundharpe og synger. Aske Jacoby tilføjer efterfølgende en rigtig fin mandolinstemme. Jeg lavede første udkast til sangen i 2017, men det var først i oktober 2020 jeg fik arbejdet videre med den. I slutningen af 2021, fik jeg i samarbejde med min kæreste Monica Neesgaard og sidenhen Aske Jacoby ændret teksten, så den blev væsentligt forbedret. Der skulle med andre ord flere tilløb til, før den blev rigtigt god.
Det er en romantisk sang med et tvist. Man skal nemlig ikke lægge for meget i titlen ”Ånderomantik”. Hvis man skal forklare det på den romantiske måde, og det skal man, så må man stille sig selv et helt afgørende spørgsmål, og dette spørgsmål er: Hvornår ved en mand, at han er forelsket i en kvinde? Det ved han, når han synes, at det lyder sødt, når kæresten ånder tungt i søvne. Et sådant tungt åndedræt kan være romantisk, og derfor titlen på sangen ”Ånderomantik”.
Det hænder man som musiker kommer sent hjem fra spillejob og kæresten er gået i seng. Når man så skal lægge sig ind til hende, kan man måske godt føle sig lidt beklemt, men når man så hører den sovendes åndedræt, falder roen over én. Det er denne situation, der er beskrevet i sangen og ånderomantikken består i at lytte til åndedrættet og finde ro i kærligheden til sin næste; sangen er et forsøg på at gøre denne situation poetisk og smuk.
Til sidste vers skal her bemærkes det lille bitte stik, der er omtalt ved omfavnelsens uendelighed. Det er i virkeligheden bevidstheden om, at dette jo ikke varer ved. Den erkendelse giver stikket i bevidstheden, da vi jo før eller siden skal herfra. Lyt til sangen og vurder selv, hvordan du tolker stikket. Enhver kærlighed bliver før eller senere indhentet af bevidstheden om dens endelighed, der står i modsætning til en anden og langt større uendelighed. Det er et tema som mange digtere har beskæftiget sig med. Et af de mest kendte eksempler er nok Emil Aarestrups digt ”Angst”, der begynder med linjen ”Hold fastere omkring mig…” og senere i digtet: ”Om lidt er vi forsvundne,/ som Boblerne i Bækken.” Læs evt. digtet ved at følge linket her.
”Tænketanken” er albummets syvende nummer og andet nummer med mundharpe. Nummeret rummer albummets mest eftertænksomme tekst, synes jeg. Personen i sangen taler til den fraværende: Hvor er du, og hvorfor giver du ikke en lyd fra dig? Det kan være hårdt at være i et forhold, hvor den anden pludselig bliver tavs og fraværende. Det kan både være fysisk, men også bare mentalt. Sangen blev skrevet i foråret 2021, og den rummede i sin oprindelige tekst en bitter tone, som måske var lidt for meget. Jeg fik hjælp til at forbedre teksten af Aske Jacoby, der netop påpegede, at denne bitterhed nok var for patetisk. Han hjalp mig med at forbedre teksten væsentligt, så den kunne bruges, som en eftertænksom og poetisk opløftende tekst, og han fandt nogle ret smukke formuleringer frem. Bl.a. det meget flotte sidste vers, der meget elegant får afrundet sangen og sangens tematik.
Sang nummer otte hedder ”Hendes sang” og er skrevet i maj 2020. Den rummer en fin historie. Historien handler om to venner, der begge er musikere og for en stund bor sammen. Hun har forladt en kæreste og er derfor flyttet ind hos vennen. Hun sætter sig ned for at skrive en sang. Dagen efter skriver hun et brev. Om det er til ekskæresten vides ikke, men hun har et behov for at formulere sine tanker på papir, og fortælleren overværer denne proces. I tredje vers noget tid efter skal fortælleren på job, og på vej til job trækker han ind til siden for at overvære solnedgangen, imens han lader bilradioen køre i baggrunden. Her hører han hendes sang blive spillet. I det øjeblik får han så at sige en åbenbaring om at åbne op for kærligheden igen, noget han havde lukket af for og havde glemt. Jeg synes godt om historien, og den fylder langt mere end selve melodien, og det kan være en god variation i forhold til de andre numre på albummet.
Den næstsidste sang på albummet er ”Gamle minder” og er en slags tilbageblikssang. Teksten blev redigeret flere gange med hjælp fra Aske Jacoby, før den var færdig, og da vi skulle indspille den, fik Kristoffer Sonne, der spiller trommer på nummeret, den rigtigt gode idé, at sangen skulle laves i en reggaeudgave. En ide vi også brugte på nummeret ”Bjerget” på EP’en ”Regnens harpe” i 2021. Det viste sig at fungere rigtigt godt også her. Jeg havde derudover inviteret Heidi Gellert ind for at synge med, så sangen kunne blive til en slags duet, men undervejs viste det sig dog, at sangen stod bedre vokalmæssigt og tekstmæssigt, hvis den kun blev sunget af den mandlige vokal. Dog kom Heidi Gellert med på kor i omkvædet, hvilket gav ekstra luft til sangen og klædte den godt.
Den sidste sang hedder ”Nu brister i alle de Kløfter” og tager navn efter Viggo Stuckenbergs kendte digt af samme navn. Den sidste sang vender dermed tilbage til udgangspunktet i første sang ”To som elsker hinanden”. Historien i sidste sang kom til at fylde en hel del og skal her fortælles:
Dagen efter jeg havde været i studiet og indspille de første fire sange i november 2021, ville skæbnen, at min far sagde farvel til denne verden. Jeg var dog så heldig at min bror, kæreste og jeg kunne være hos ham og tage afsked. Jeg nåede også at spille det første mix af sangene for ham, blandt andet sangen ”To som elsker hinanden”, og jeg nåede at recitere Viggo Stuckenbergs digt for ham. Efter afskeden gik jeg hjem og skrev den melodi, der blev til den sidste på albummet. I første omgang var den helt instrumental, men alligevel syntes første strofe af Viggo Stuckenbergs digt at passe ind, og det fik den lov til. Således fik nummeret navn efter digtet og kom til at hedde: ”Nu brister i alle de Kløfter”. Der kommer kun denne ene første strofe i sangen. Resten af sangen er instrumental. Men i den ene strofe der bliver sunget, har jeg igen fået hjælp af Heidi Gellert, der synger en fin og drømmeagtig andenstemme med kanoneffekt hen over min vokal. Sangen vil ikke rigtigt slutte og klinger derfor langsomt ud, som man kender det fra slutningerne på mange af de store klassiske stykker musik. Fx Johannes Brahms klaverkoncerter.
I en senere indspilningssession besluttede jeg, at min fars harmonika diskret skulle være med på dette sidste nummer på albummet, så han på en måde stadig er tilstede i sangen, hver gang den bliver spillet. Det hændte, at han spillede på harmonikaen for os, da jeg var barn, og han var måske derigennem medvirkende til, at jeg selv begyndte at spille musik. Det blev en smuk afslutning på dette album og en smuk afspejling af den gave, jeg var så heldig at kunne give min far, inden han forlod os.
Disse sange er, som du kan læse ovenfor, udvalgt, gennemskrevet og bearbejdet grundigt igennem de sidste par år, og jeg er ret glad for resultatet, og jeg håber, der er andre, der også vil kunne lide disse sange. De ville ikke være blevet til noget, hvis ikke jeg havde fået hjælp til musik og arrangement af Aske Jacoby, der virkelig har fået flyttet alle sangene hen et sted, hvor de fortjener at høre hjemme. Man kan købe/forudbestille CD’en via linket her eller på forsiden af hjemmesiden, eller man kan downloade/ streame musikken på diverse streamingtjenester fra d. 16. september 2022. Man kan også læse teksterne på de 10 sange fra albummet her på min hjemmeside under fanen ”Lyrik”.
God fornøjelse med musikken
Martin Tusgaard